Sable

Sable

  • Gennemsnitlig vægt han: 235 kg
  • Gennemsnitlig vægt hun: 210 kg
  • Skulderhøjde han: 135 cm
  • Skulderhøjde hun: 125 cm
  • Parringssæson: Hele året

Sable antilopen er med sine bagudrettede horn og næsten sorte pels, betragtet af mange som et af Afrikas smukkeste trofæer. Jagten på de sky sabel-antiloper er noget et utal af jægere drømmer om.

Sabelantiloper færdes i flokke på 10-30 individer, typisk anført af en gammel tyr. De ynder at opholde sig i overgangen mellem tæt buskads, hvor de store dyr nemt kan søge tilflugt, og de åbne savanne områder hvor de typisk fouragerer. Flokkene kan typisk spottes på lang afstand og herfra begynder den virkelige udfordring, nemlig at komme på skudhold af en skudbar tyr, der ved det mindste faresignal vil søge tilflugt i den tætte bush. En Sabel tyr kan være aggressiv og angribe hvis den bliver anskudt.

Sabelantiloper fødes næsten brune, men med tiden bliver farven mørkere og mørkere. Hundyr, og unge tyre vil være genkendelige på disse brune farvetræk, mens en fuldvoksen sabelantilope tyr vil kunne opnå en knald-sort pels, som i den grad er med til at gøre den imponerende smuk. Derfor er en skuldermontering et oplagt valg, hvis det lykkes at nedlægge en trofæmæssig flot Sabel.

Både hanner og hunner bærer horn, hvilket gør en flok sabelantiloper til et meget imponerende syn. Hunnens horn opnår typisk en længde på 60 og 100 cm, mens en fuldvoksen tyr kan bære en imponerende opsats på mellem 80 og 165 cm.

Anbefalet kaliber: .270, 7mm, .308, 30-06 og større