Våben og Kalibervalg

KORT OM VÅBENTYPER

Repeter riflen – Den mest almindelige riffeltype som anvendes i Afrika, er uden tvivl en repeter riffel med en eller anden form for Mauser eller modificeret Mauserlås (cylinderlås), som de fleste i Skandinavien er bekendte med. De er pålidelige, stærke, præcise, overkommelige i pris og formentlig den mest anvendte type riffel blandt europæriske jægere.

Dobbelt riflen er en anden meget anvendt riffeltype i Afrika, specielt når det drejer sig om “de 5 store” (Big Five) og de fleste af dem er derfor i grove kalibre. Det er generelt en våbentype, som er ret kostbar og som kun de færreste virkelig har brug for. Har du en dobbelt riffel med kikkertsigte og i et fornuftigt kaliber som du skyder præcist med, er dette selvfølgelig et glimrende valg.
Et af problemerne med dobbelt rifler er, at det er vanskeligt at få de to løb til at have det samme træfpunkt på alle afstande. Løbene er som regel reguleret til at have samme træfpunkt på en ganske bestemt afstand og med en ganske bestemt ammunition,  f.eks 50 m. for en kraftig kalibret riffel beregnet til de helt store “tykhuder”.

Enkelt-skuds riflen som f.eks. Ruger NR. 1 eller kipplauf rifler finder også nogen anvendelse. Systemet tvinger brugeren til at være meget omhyggelig med skudafgivelsen da der jo kun er et skud i våbnet, men sidder skuddet godt, er der jo principielt heller ikke brug for flere.. De fleste vil dog, især til jagt på stort og farligt vildt, synes at 2 skud (som i dobbelt riflen) er minimum og at 3-5 skud (som i repeter riflen) er endnu bedre..

Bøjlespændere (lever action) som Winchester eller Marlin, er en våbentype som især i de senere år er blevet anvendt af “nostalgiske” jægere i Afrika. Der er sågar blevet nedlagt Big Five med denne type våben, i grove kalibre såsom 45- 70 og .450 Marlin m.fl. Deres begrænsning ligger som regel i rækkevidden, da de typisk anvender meget tunge projektiler, med dårlig ballistisk koefficient og moderat hastighed. Browning og Sako har også fremstillet “lever action våben” med et stikmagasin og i det rette kaliber, kan deres anvendelighed sammenlignes med rifler med mauserlås.

Pumpguns er ikke særligt almindelige, men hvis de er præcise og i det rette kaliber, kan disse selvfølgelig også anvendes. Erfaringer viser dog at SAPS (politiet) i Sydafrika har svært ved at skelne mellem halvautomater og pumpguns, da de jo ligner hinanden lidt. Det er derfor ikke umidelbart tilrådeligt at medbringe pumpguns.

Halvautomatiske rifler er p.t. forbudt til jagt.

Haglgevær – Da der kan skydes store mængder duer, gæs og hønsefugle visse steder i Sydafrika, har mange også haft haglgeværet med på safarien. Kaliber 12 og 20 er som i Danmark det mest anvendte. Patroner købes lokalt, da det ikke er praktisk muligt at tage ammunition med i de mængder som der er brug for. Da der kan blive tale om mange skud, er en let S/S måske ikke det klogeste valg (medmindre man holder af hovedpine) – En normal tung O/U, som den du bruger på skydebanen eller jagten, er formentlig det klogeste valg. Der skal søges om tilladelse til import af halvautomatiske haglvåben, ca. en måned i forvejen.

 

ANDRE VÅBENTYPER

Bue/pil – Buejagt er tilladt i Sydafrika og der kræves ikke tilladelse til indførelse af bue og pile

Forlade våben og patron-ladet sortkrudts våben må bruges til jagt, men problemet er flytransporten af krudtet og ammunitionen, eftersom sort krudt betragtes som “farligt gods”. Der er dog så vidt vides, endnu ikke nogen som har åbnet en patron for at se hvilken slags krudt den indeholdt…!?

Pistoler og revolvere må efter visse regler anvendes til jagt. Det kræver en del papirarbejde og en god begrundelse (inklusiv et motivations brev) for at få tilladelse til dette.

– Hvis du går med en drøm om at anvende en af disse “special” våben, kan du kontakte os for nærmere oplysninger.

 

GENERELLE REGLER FOR INDFØRELSE AF VÅBEN

  • Der må max. indføres 4 stk. våben og 200 patroner.
  • Ammunitionen må max. veje 5 kg. pr. person (eksklusiv ammunitionsæske).
  • Der må ikke indføres 2 våben af samme kaliber pr. person (og maks. 2 våben pr. våbenkuffert)
  • Du skal være fyldt 21 år 
  • Du skal udfylde og medbringe en formular (SAPS 520), med navn, våben detaljer osv.
  • Du skal medbringe en officiel invitation til jagt fra os (denne sørger vi for)
  • Du skal medbringe et gyldigt EU-våbenpas, med de våben som du ønsker at indføre

I vores GUIDE TIL MEDBRINGELSE AF VÅBEN kan du læse meget mere om reglerne i detaljer og trin-for-trin hvordan du medbringer dine egne våben.

 

KALIBERVALG:

Valg af kaliber er noget der virkelig kan sætte gang i en livlig debat i jægerkredse og vi vil heller ikke her forsøge at udpege det eneste rigtige kaliber til brug i Afrika, bl.a. fordi et sådant kaliber ikke findes! Ligegyldigt hvad du vælger, vil det altid være et kompromis, bl.a. mellem stor og lille kaliber:

Store kalibre (.375 H&H og større) kan være en nødvendighed på  de store vildtarter såsom bøffel elefant mfl., men medfører bl.a. også større rekyl! Rekyl bliver hos de fleste frygtet ubevidst/bevidst, med risiko for dårligere præcision som resultat. Storvildts riffel-kalibre er derudover ofte med åbent sigte/kærv, eller monteret med små sigtekikkerter og små forstørrelser – De er derfor som udgangspunkt, ikke velegnet til skud på længere end 60-100 meter. Kaliber 375 H&H samt 416 Rigby kan dog godt præstere på lange skudafstande hvis de er monterede med en passende kikkert, hvorimod f.eks en 458 WIN Magnum kun egner sig til ca. max 100m.

Mellem kalibre ( 7mm. – .338 , 9,3 mm.) er rekyl (og dermed indirekte præcisionsmæssige) en fordel, men man skal sikre sig at det pågældende kaliber er lovmæssigt tilstrækkelig til dens anvendelse. Man skal samtidigt tage med i betragtning, at selvom nogle kalibre er lovmæssigt tilstrækkelige til specifikke arter, så er de måske ikke velegnede til den pågældende opgave – Her tænkes især på større vildtarter med kraftige knogler og muskler. Selvom der ikke (som f.eks. i DK på kronvildt) er noget joule-krav, anbefales det alligevel at anvende lidt sund fornuft og visse kalibre kan have svært ved at skyde med projektiler i den tunge ende af skalaen. Man bør derfor ikke vælge et kaliber i den lille ende af skalaen, blot fordi den overholder det sydafrikanske lovkrav om kuglevægt og har lille rekyl, men derimod tænke forskellige scenarioer igennem og anvende lidt sund fornuft. Har du en af de større 7mm eller en 30-06, så er næsten alle problemer løst, da disse kalibre kan/må nedlægge ALLE antiloper. Dertil er rekylen ikke ubehagelig og langt de fleste rifler i disse kalibre med cylinderlås (Mauser lås), er præcise og velskydende våben.

Ammunition er i alle tilfælde, en mindst ligeså vigtig detalje som selve kalibret (se “projektil valg” nedenfor).

Medbringe et eller flere våben? De fleste er formodentlig bedst tjent med at medbringe et enkelt våben. Hvis det drejer sig om jagt på “plains game” (jagtbart vildt, undtagen Big Five) og dermed jagt på dyr som vejer alt fra nogle få kilo, til Eland på omkring 700-800 kg, så bør man overveje mulighederne – Her er det oplagt at vælge det kaliber, som er i stand til forsvarligt at nedlægge den største art som man påtænker at jage, eller evt. måtte beslutte sig under jagten for at jage (det kan jo hænde at man ønsker at ændre i sin “pakke” under jagten)…
Selv hvis man ønsker at skyde bøffel og de mindre antiloper på samme tur, kan det lade sig gøre med et enkelt våben (f.eks. en .375 H/H). Man kan så i stedet medbringe forskelligt ammunition, som f.eks. ved hjælp af projektilets konstruktion og hårdhed, er mere tilpasset de enkelte arter. Det er naturligvis helt i orden og op til den enkelte at tage flere våben med, men det er rent praktisk ofte ikke nødvendigt.

Man kan også vælge at medbringe flere rifler/kalibre, som hver især er specifikt egnet til hver sin klasse. Dette vil umiddelbart kræve et “batteri” på 3-4 våben. I teorien er der intet galt i det, men det kan være svært at rende rundt og skifte riffel/løb hele tiden på en jagt i Afrika. Det “koster” tilmed i bagagevægt og visse luftfarts selskaber, opkræver en afgift pr. våben (i nogle tilfælde op til $200). Samtidig må man huske på, at der ikke må medbringes mere end 5 kg. ammunition pr. person. Man kan altså ikke medbringe 50 stk. .458 win mag., 50 stk 9,3 x62, 50 stk 30.06 og 50 stk. 22-250 – antallet er ok, men det vil simpelthen veje for meget!

Hvad siger loven? De Sydafrikanske regler er lidt besynderlige, eftersom de kun beskæftiger sig med kuglevægt og ikke har noget krav til anslagsenergi (modsat loven i f.eks Zimbabwe). Man må derfor selv bruge lidt sund fornuft. Vi har samlet reglerne i en simpel oversigt, som kan studeres HER.

Selv for dem der ønsker at jage i Sydafrika, ville det måske være fornuftigt at skele lidt til hvad der i Zimbabwe kræves af anslagsenergier for de forskellige kalibre og så overføre dette til de Sydafrikanske regler ! Se Zimbabwes regler HER.

Eftersom loven i Sydafrika ikke er helt logisk og velfunderet, vil vi derfor gerne pointere at kravene er minimumskrav og at vi generelt råder jægere til at gå lidt op i kaliber/kuglevægt i forhold til loven.

Det er således ikke krævet at man skal anvende .375 H&H som minimum til bøffel, da der kun kræves en kuglevægt på 250 grains = 16,2 gram, men vi anser det som værende et fornuftigt minimum og vil endda anbefale en kuglevægt på 300 grains = 19,44 gram.

Loven siger ligeledes at til tykhuder (bøffel, elefant, flodhest, krokodille, næsehorn) skal der anvendes fuldkappede eller monilithic (massivt kobber, messing, bronze eller lignende) projektiler. Det er dog vidt udbredt at man til bøffel i dag anvender ekspanderende blyholdige projektiler og ser stort på hvad reglerne foreskriver. Dette er op til den enkelte og PHen og hvis der anvendes projektiler som f.eks swift Aframe , Trophy bonded Bear Claw eller lignende, så er der nok ligeså god virkning som ved anvendelse af F.eks. barnes TSX der jo er monolithic.

Kan min 6,5 x 55 bruges i Sydafrika? Ja det kan den på de mindre antiloper, men når der skydes til større/mellemstore antiloper, skal man være meget forsigtig med skudafstande og skudvinkler. Hvis man ønsker at bruge den gode gamle 6,5, er det stærkt tilrådeligt at bruge de absolut bedste projektiler i den tunge ende af skalaen (se “Projektilvalg” længere nede på siden). Der er ingen grund til at anvende en projektilvægt som marginalt klarer minimums kravet – Brug i stedet det bedste og tungeste projektil som din 6,5´er kan skyde godt med.

HUSK DOG: Til trods for kuglevægts-kravet, er det ifølge loven i Eastern Cape IKKE TILLADT at skyde følgende arter med en kaliber på 6,5 mm eller mindre: Kudu, Wildebeest, Oryx, Red Hartebeest og Eland.

De opmærksomme vil nok bemærke at denne formulering giver anledning til tolkning, da en kaliber 6,5 x 55 reelt er nærmere 6,7 MILLIMETER. Men til trods for lovens mangler og at man med den rette skudplacering, teoretisk kan nedlægge alt med en 6,5 x 55, så er den af denne årsag ikke anbefalet til brug i Afrika på de større antilope arter. 

Kaliber .270 win må anses som noget nær minimum til de mellemstore og større antiloper, dog er den ikke tilladt til Eland , der som et særtilfælde kræver en minimum kuglevægt på 175 grain (11,34 gram) . Til Eland anbefaler vi derfor som minimum: 7 m.m. Remington Magnum,  30.06,  .300 Winchester magnum eller allerbedst .338 win mag, 9,3 x 62 eller .375 H/H.
Zebra er ikke direkte nævnt i loven, men da det er ret store og skudstærke dyr, anbefaler vi samme kalibre som til de mellemstore antiloper: .diverse 7mm, .308, 30.06 og større.

Hvilket er det bedste allround kaliber? Der har gennem årene været lavet mange undersøgelser af hvad de professionelle afrikanske jægere mener er det bedste allround valg, og det kaliber som ligger helt i top til “plains game”, er såmænd gode gamle kaliber 30.06. Andre topkandidater er f.eks  7 mm Remington Magnum og .300 Winchester Magnum. Mange PH´er har valgt at tage skridtet fuldt ud og anbefaler sågar en .375 H/H til det hele – Dette er et fantastisk allround kaliber og det må bruges til ALT på det Afrikanske kontinent. Hvis man dog ikke allerede har en sådan og ikke er vant til rekylen, så er den nok lidt i overkanten hvis der skal skydes mange skud (f.eks hvis det drejer sig om regulerings jagt på springbukke eller lignende). Kød-ødelæggelsen med en .375 H/H behøver ikke være slem, såfremt man blot vælger et “stærkt” projektil (se under projektil valg), som ikke ekspanderer for voldsomt.

Med i overvejelsen om det ideelle kaliber, er også tilgængeligheden af købe-ammunition i Sydafrika. Der kan som regel altid findes patroner i 30.06 , 300 win mag., 7mm rem mag og 375 H/H. En håndfuld forhåbningsfulde jægere har i tidens løb været uheldige at miste deres ammunition under rejsen. I dette tilfælde er eneste mulighed at købe på stedet og så hjælper det ikke at stå med et “special” kaliber, som ikke anvendes hernede. På lodgen råder vi i øvrigt over et veludrustet ladeudstyr, hvor vi kan lade til de fleste gængse kalibre, så der er dog hjælp at hente hvis uheldet er ude!

KONKLUSION PÅ VALG AF KALIBER

Hvis du ikke skal jage Big Five og har en riffel som ligger mellem kaliber .270 og 9,3 millimeter,  ja så behøver du ikke gå ud at investere i noget nyt. Vælg den riffel som du kender og som du føler dig fortrolig med. Tag med i betragtning, at den store/kraftige kaliber ikke nødvendigvis er den mest velegnede, men at du samtidigt skal overholde lovkravene, samt bør vælge det kaliber, som er i stand til forsvarligt at nedlægge den største art som du ønsker at jage. HUSK: det er IKKE TILLADT at skyde Kudu, Wildebeest, Oryx, Red Hartebeest og Eland med en kaliber 6,5 eller mindre!

Hvis du skal jage Big Five (løve , flodhest. næsehorn, bøffel, elefant), ja så er det kaliber 375 H/H og større som er gældende. Dette skyldes bl.a. lovkravet om projektilvægt, som i disse tilfælde skal være fra ca. 16 til 20 gram (minimum), afhængig af om det er løve eller elefant der skal jages. Bemærk dog at selvom en 9,3 millimeter skulle kunne overholde kuglevægts kravet, så er 375 H/H dog det kaliber der giver hvad mange anser som minimum ,men yderst tilstrækkelig for Bøffel og Elefant. Som tidligere nævnt er 375´eren et godt valg, da man jo også med fordel kan anvende den til de mindre antiloper. Den er med andre ord, en lovmæssig og praktisk god/allround kaliber, hvis man f.eks. både skal skyde bøffel og antiloper. Har du kun et kaliber som dækker antiloperne, så tag den med og lej f.eks.en 375 H/H eller 458 win mag. hos os.
De helt store kalibre med ekstrem rekyl, som f.eks .460 Weatherby Magnum, .500 Nitro Express, .600 Nitro Express og måske den allerværste (.577 Trex), er generelt ikke at anbefale til den rejsende jæger! Disse er mere våben som din PH bærer som backup (stopper) i farlige situationer, hvis eksempelvis bøflen angriber. Det er de færreste som forstår at håndtere rekylen fra disse “kanoner” – De frygter den bevidst (eller ubevidst) og som følge heraf bliver skudafgivelsen ikke den bedste. De er heller ikke behagelige at skyde med! Anbefalingen er derfor at medbringe det kaliber som du mestrer og som du kan skyde hurtigt og præcist med, uden at føle ubehag eller frygt for rekylen.

Mundingsbremse? De er tilladt, men mange PH’er er ikke vilde med dem, da de er meget ødelæggende for hørelsen. Din PH er altid tæt på dig når du skyder – I 9 ud af 10 tilfælde har han ikke fået noget beskyttelse i eller på ørerne, da de fleste hæreværn/propper ikke blot dæmper skuddet, men også evnen til at høre omgivelserne og iagttage hvad der foregår omkring sig. Høreværn (medmindre de har investeret i elektroniske høreværn) er derfor ikke normalt anvendt blandt PH´er i Afrika. Dette er selvfølgelig PH´ens eget ansvar, men mundingsbremser er uanset hvad, ikke videre populære i Afrika. Husk også på at det er ødelæggende for din egen hørelse, brug høreværn!

Lyddæmper? Da det nu er blevet tilladt at gå på jagt i DK med lyddæmper, ville det være oplagt at lade den blive på til brug i Sydafrika, da jagt med lyddæmper også er tilladt her. Lyddæmperen har den store fordel, at den ikke bare dæmper lyden fra mundings knaldet, men også dæmper rekylen – Begge faktorer bidrager til øget præcision! Så udover at det måske ikke ser så “pænt” ud på riflen, så er der faktisk kun fordele ved at benytte lyddæmper.

Vi hjælper naturligvis med alt den hjælp og rådgivning som du behøver. Har du spørgsmål af nogen af art, så er du meget velkommen til at kontakte os.

.

PROJEKTILVALG

Mere vigtigt end at selve kaliberet er 1/10 mm større eller mindre, er valget af projektil. Mange afrikanske antiloper er robuste og særdeles skudstærke dyr. De er ikke usårlige, men kræver som alle vildt arter en velplaceret kugle, som efter de flestes mening nu om dage, helst skal have en rigtig god gennemtrængningsevne (dybdevirkning). Bløde og/eller hurtigt ekspanderende projektiler kan give spektakulære “knald og fald effekter” og kan være effektive på råvildt og lignende, men på store skudstærke dyr i Afrika, hvor vinklen måske ikke altid tillader et “perfekt” sideskud, eller hvor man skal gennemtrænge store knogler, kan let-ekspanderende projektiler have problemer med at nå langt nok ind til de vitale dele. Afrikansk vildt har af natur, utrolig høj stamina og hvis det bliver overfladisk såret, så står man tilbage med et anskudt dyr og formentligt en meget lang eftersøgning i vente.

De fleste professionelle jægere anbefaler stærke “bondede” (blykerne som er loddet til kappen) eller “homogene” projektiler som f.eks. Swift A-frame , Swift Scirocco ll, Barnes TSX/TTSX, Rhino Solid Shank, Throphy Bonded Bear Claw m.fl. Nosler Partition er også at anbefale, men den er hverken “bonded” eller “homogen”. Dens styrke ligger derimod i skillevæggen, som gør at den kun kan ekspandere i den forreste del, og den bevarer således den bageste del intakt, hvilket giver god gennemtrængningsevne og næsten altid giver gennemskud – Mange af de større antiloper har tykt skind og indgangs skudhullet lukker derfor ofte hurtigt til, hvilket kan besværliggøre eftersøgningen særdeles. Gennemskud er derfor en fordel, hvilket med dygtige PH´er og trackere, i Afrika bliver gjort med stor success.

Der findes mange andre gode anvendelige alternativer, men netop disse projektiler er meget vellidte af vores PH´er, som hvert år er med til at nedlægge hundredevis af stykker vildt af forskellige arter. Favoritten er ubetinget Barnes TTSX eller TSX (afhængig af hvilket kaliber der anvendes). I modsætning til de første udgaver af Barnes kuglen, så giver de nye TTSX og TSX ikke nævneværdige kobber-belægninger i løbet og de fleste rifler skyder godt med dem. Barnes kuglerne er særdeles stærke og holdbare projektiler, som tilbyder kontrolleret ekspansion, god ballistisk koefficient, god sectional density, nær 100% “weight retention” og ultimativ gennemtrængningsevne. Der er ifølge os, intet negativt at nævne om disse kvalitets projektiler og da de er blyfri, er du i Europa tilmed også på forkant med loven (f.eks i dele af Tyskland), hvor jagt med blyholdige projektiler ikke længere er tilladt! Er man mere til de traditionelle projektiler med bly i, så er det svært at finde noget bedre end den klassiske Swift A-frame, SciroccoII eller Nosler Partition.

Har du brug for ammunition? – Så anbefaler vi at du kontakter Jysk Våben & Ammunitions Center. De er et godkendt genladnings firma i DK, som udover våben tilpasning og restaurering, tilbyder professionel genladning af ammunition. Med mere end 35 års erfaring i genladning, kan de rådgive om den rette ammunition til den pågældende opgave og tilpasse denne til netop DIN riffel, pistol eller revolver. Kontakt dem på telefon +45 40199630 eller info@vaabenogammunition.dk

Barnes-TTSX-narrow-fade

Barnes TTSX, 168 grains, kaliber 30-06 efter skud gennem skulderknogle på Oryx (180 meter)

 

 

.

SKUDPLACERINGER

I hele debatten omkring kaliber og projektilvalg, er der dog intet som er mere vigtigt end selve placeringen af kuglen! Det er sagt en million gange, men det kan ikke siges gange nok: “en velplaceret kugle fra et nok så lille kaliber, er bedre end en dårligt placeret kugle fra et nok så stort kaliber”!

Når man skal skyde til en vildtart som man ikke er bekendt med, er det vigtigt at man sætter sig ind i dyret anatomi, så man ikke er i tvivl om hvor kuglen skal placeres, uanset hvilken vinkel dyret står i. Sydafrika byder på over 45 forskellige vildtarter og mange er anatomisk forskellige. Klik på linket nedenunder for at læse mere om de forskellige vildtarter og deres respektive anatomi/skudplaceringer.

 

KIKKERTVALG

Sigtekikkerten er også en vigtig del af udrustningen. Her er man til “plainsgame” godt tjent med en kvalitets kikkert, med en forstørrelse på f.eks 3 x 9, eller 4 x 12.  Mere forstørrelse kan også gå an, men er generelt ikke nødvendigt.

Til decideret storvildts jagt (Big Five), anbefales en meget lille forstørrelse (1-2 x) eller rødpunktsigte. Faste sigtemidler (korn og kærv) er også fint til korte skudhold.

Husk også en god håndkikkert! Vi anbefaler brug af 8-10 x forstørrelse.

 

 

JAGT MED SKYDESTOK 

Næsten alt riffeljagt i Sydafrika foregår fra 2 eller 3-benet skydestok. Det er derfor meget vigtigt at man er fortrolig med skydning under disse vilkår!
Det kræves ikke at du er en superskytte, men det er vigtigt at du har trænet. Samtidigt bør du være ærlig overfor din PH vedrørende dine evner. Det forventes normalt at du er i stand til at skyde sikkert ud til ca. 150 meter fra skydestok. Hvis man kender kuglebanen på ammunitionen man anvender og tager hensyn til vindretning osv, så kan man jo i realiteten skyde så langt som til den afstand, hvor man kan holde trådkorset roligt – Afstanden er derfor individuelt!
Under alle omstændigheder, vil vi gerne understrege at TRÆNING (og atter træning) med skud fra skydestok er vigtigt og eneste vej frem, hvis du vil minimere risikoen for dårlige udfald! Hvis du mener at dine evner kun rækker til x-antal meter, så sig det til din PH inden jagten begyndes. Han vil respektere dette og forsøge at bringe dig i en bedre position. Man kan dog generelt godt sige at dine chancer stiger betydeligt, jo længere skud du forsvarligt er i stand til at tage…

 

 

Se klip fra jagten i vores video galleri