Trofæjagt

I tusinde af år har jagt været en livsbetingelse for størstedelen af jordens befolkning. Jagt har i fortiden tjent til livets opretholdelse og skaffet føde i form af kød, tøjklæder af skind og redskaber/våben er blevet fremstillet af knogler mv.
I det nuværende og moderne samfund har jagten selvsagt mistet denne grundlæggende betydning, men jagttrangen ligger fortsat i den menneskelige natur og jagt som hobby er den dag i dag, en af verdens mest udbredte friluftsudøvelser. Jagten er i takt med civilisationens udbredelse blevet reguleret og kontrolleret over det meste af kloden. Dette for at sikre jagten foregår i overensstemmelse med naturens egne regler.

Mht. naturens egne regler, så kan det siges kort: ”For at opretholde en sund vildtbestand, skal et antal dyr dø hvert år for at give plads til de nye”.

Ved jagt kan man uden at genere vildtbestanden lige så godt skyde de gamle og/eller overflødige dyr, som lade dem dø af andre årsager – oftest af sult som er en lang og smertefuld død.

På denne måde virker moderne jagt i samspil med naturen, hvor jagt under kontrollerede forhold, erstatter andre dødsårsager som ikke gavner vildtet. Tværtimod har vildtbestandene gavn af, at gamle og/eller overflødige dyr fjernes. Det mindsker bl.a. risikoen for sygdomme og underernæring i resten af vildt bestanden.

En stor misforståelse blandt ikke-jægere er at jægere er morderiske væsner med ét formål for øje, nemlig at dræbe de stakkels dyr. Tværtimod er jægere meget mere end det, heldigvis. Jægere er i høj grad, dyr og naturelskere – og med faglig viden omkring vildt og vildtforvaltning i rygsækken, må de betragtes som det bedste valg, når det handler om at kontrollere og regulere vildtbestandene – for bestandene skal reguleres, ellers vil verden hurtig miste sine vildt arter, bestande og naturlige flora. Mennesket blev skabt til at herske over dyrene på jorden og da menneskets udbredelse er svær at stoppe, bliver der efterhånden mindre plads til vildtet. Et faktum som vi ikke kan modstride! Vildtet reproducerer fortsat i samme tempo og kontrolleres dette ikke, vil arterne og bestandene dø som følge af mangel på føde og udbredte sygdomme. Jagt er derfor i dag, vildtforvalternes og naturorganisationernes redskab til at kontrollere dette med. En stor procentdel af pengene som skabes ved jagt, bruges i mange lande til videre vildtforvaltning, anti-krypsskytteri mv. Hvert land nedsætter deres regler, men det er generelt for alle lande at man normalt regulerer bestandene i form af de gamle handyr. Læs mere nedenunder:

Mange jægere er såkaldte trofæjægere. Trofæjagt er den ultimative jagt – det er nemlig jagten på det gamle, og klogeste handyr (dyrene er ikke blevet gamle ved at være dumme). Det er derfor også den sværeste jagt, som ofte udsætter jægeren for store anstrengelser og strabadser.

Tekniske hjælpemidler som riffelkikkerter, afstandsmålere, goretex tøj osv. kan være en hjælp, men når jagten er i gang, foregår den på naturens præmisser og det vil i første række være ens egen fysiske formåen og mentale stamina, der er afgørende for succes eller fiasko.

Moderne riffeljagt koncentrerer sig i dag i altovervejende grad om trofæjagt på det gamle handyr – ganske enkelt fordi det gamle handyr bærer det største trofæ og på grund af sin alder og erfaring er vanskeligst at jage.
Lykkeligvis er det gamle handyr også i biologisk forstand “udtjent”, da det ikke bidrager til avlen længere og dets fjernelse ved kontrolleret trofæjagt, betyder ingen trussel for bestanden, ofte tværtimod. Når dette kombineres med betaling af en ofte stor sum penge – også helt ud til de små lokalsamfund – for at få lov til at nedlægge det gamle handyr, og da det samtidig sikres, at disse penge benyttes til pleje af den øvrige vildtbestand, så betyder trofæjagten dermed beskyttelse, bevaring og oftest forøgelse af den samlede vildtbestand.

I mange egne af verden, hvor krybskytteri og ødelæggelse af naturlige levesteder er de største trusler for de mest sjældne vilde dyr, har kontrolleret trofæjagt og den deraf følgende store økonomiske værdi af vildtbestanden vist sig at være langt den mest effektive beskyttelse af verdens allermest sjældne og vilde dyrearter. Lokalbefolkningen beskytter de vilde dyr mod krybskytteri og opretholder, samt genskaber deres naturlige levesteder for at tjene penge på en fornuftig kontrolleret trofæjagt i stedet. De vilde dyr nyder godt af dette, og bestandene kan sagtens undvære enkelte gamle ”udtjente” handyr.

I de seneste år har udøvelse af kontrolleret trofæjagt og naturbeskyttelse derfor fundet sammen i et vellykket samarbejde til beskyttelse af mange truede dyrearter. Det er i dag af saglige vildtbiologiske autoriteter verden over fastslået, at kontrolleret trofæjagt er en af de mest beskyttende, bevarende og bæredygtige udnyttelser af naturlige vildtbestande. Tidligere tiders usaglige og misforståede modstand mod trofæjagt er lykkeligvis forkastet af mange af nutidens dygtigste vildtbiologer.

Det hvide næsehorn er et godt eksempel. I 1929 var der som følge af krybskytteri kun 150 hvide næsehorn tilbage i Sydafrika. Østens “vise” mænd, havde dengang desværre ligesom i dag, en fuldstændig ukorrekt opfattelse: at et “pulver” fra næsehornets horn giver dem en højere potens og har helbredende egenskaber i bred forstand. Dette havde desværre allerede dengang medført et højt niveau af krybskytteri. Sydafrika satte i vid udstrækning en stopper for dette, ved med penge fra en kontrolleret og meget begrænset trofæjagt på enkelte gamle han-næsehorn, at indsætte en betydelig styrke af vildtbeskyttelsesbetjente. Resultatet var ikke til at tage fejl af. I 1994 var der således 6.750 hvide næsehorn i Afrika, heraf 6.376 i Sydafrika, 98 i Namibia, 33 i Swaziland og 18 i Botswana, og bestanden er øget med 8-12% pr. år siden.

I dag findes der således i Afrika nu i alt over ca. 20.000 hvide næsehorn. Krybskytteriet er ganske vist tiltaget igen i de seneste år, som følge af de i dag helt ekstremt høje priser for selve hornene på det ulovlige marked. Prisen på et gram næsehornspulver på det ulovlige marked i Asien er i dag på højde med prisen på et gram guld – men bestandene af hvide næsehorn er alligevel stabile som følge af, at de beskyttes i store områder med de økonomiske midler, der kommer fra den kontrollerede trofæjagt. Uden disse økonomiske midler fra den kontrollerede jagt ville situationen for hvide næsehorn være katastrofal.

I andre lande hvor pengene fra jagt ikke benyttes direkte af staten eller dets naturbeskyttelses-organisationer, hjælper jagten på anden naturlig måde landet med at opretholde sunde vildbestande og ikke mindst øge de lokale samfunds økonomi – Og logikken er ligetil: Når der skaffes store kontante midler via en begrænset og kontrolleret trofæjagt, vil de lokale stammer øjeblikkelig se en gevinst i ikke selv at skyde dyrene blot for at få kød og skind, hvilket repræsenterer en kun ganske, ganske lille værdi i forhold til de enorme summer de kan få ved at sælge en enkelt gammel han til trofæafskydning. Yderligere har trofæjagten det meget positive element i sig, at det kun er gamle hanner, der bliver nedlagt, og dermed hanner, der stort set er udtjent i parringsmæssig henseende, og som yderligere ofte vil være udstødt af flokken. Alle de produktive dyr, herunder hundyr, ungdyr og unge hanner vil aldrig blive berørt af den kontrollerede trofæjagt.

Hvis ikke naturbeskyttelse og beskyttelse af de vilde dyr kan betale sig helt ude i verdens fattigste egne, så vil der uanset alle gode intentioner og internationale organisationer, ske det modsatte af det der ønskes, nemlig at de lokale vil skyde bestandene ned. I Kenya er f.eks. løven, som æder Masaiens kvæg, kun til besvær for de lokale Masaier, og de har derfor kun et eneste ønske, og det er at få slået løven ihjel hurtigst muligt. Derfor er bestanden af løver i særdeleshed, men også bestanden af meget andet storvildt i Kenya, kollapset siden landet fuldstændig tåbeligt i 1977 indførte et total jagtstop for storvildtsjagt. Jagtsafari-industrien forsvandt og med den, forsvandt samtidig de lokale stammers interesse i at passe på storvildt, de lokales job i safari-industrien forsvandt, og opsynet med arealerne og vildtbestanden blev ændret til fuldstændig uorganiseret krybskytteri for noget skulle de lokale have at leve af, og noget skulle brødføde. Vildtet mistede helt enkelt sin værdi for lokalbefolkningen, og de store vildtbestande udenfor de meget kontrollerede nationalparker, som trods alt kun er en lille del af Kenya, forsvandt ned i kødgryderne hos de lokale stammer. Krybskytteriet spredte sig dog også til selve nationalparkerne. Mange bestande af storvildt i Kenya er siden jagtforbuddet blev indført i 1977 decimeret til i dag kun at være mellem 1 og 10% af hvad de var for bare 40 år siden.

Heldigvis har man andre steder i Afrika været klogere. F.eks. lukkede Tanzania også for trofæjagten samtidig med Kenya. Det var et udtryk af misforstået ligesind og venlighed, men efter blot ca. 1 år opdagede myndighederne i Tanzania, hvor skadeligt dette jagtstop var og genindførte trofæjagten på fuldt plan i Tanzania. Vildtbestandene i Tanzania har det i dag helt fantastisk meget bedre end i nabolandet Kenya. Her ser man virkelig den enorme forskel på disse to doktriner.

Et andet lysende eksempel er Sydafrika. Her så enkelte jordejere i slutningen af 1960’erne en forretning i at reservere jorden til jagt fremfor til landbrug, som alle de andre farmere brugte jorden til. Det viste sig hurtigt, at jagten var en bæredygtig forretning, og langsomt med sikkert blev flere og flere af de traditionelle kvægfarme nedlagt og vildtet vendte tilbage til de arealer, der før blev farmet. Mange steder ganske vist under hegn, men det er en nødvendighed dels for farmernes profit, dels for at holde mund- og klovsyge og andre sygdomme i ave. Alt dette medførte at bestande af Sydafrikanske arter eksploderede og i dag består hele 17% af Sydafrikas areal af private naturområder, der drives med professionel og kontrolleret jagt for øje. Dette drejer sig om et areal på over 200.000 km2. De steder, hvor der før på farmene stort set ingen vilde dyr var tilbage, lever der nu mange steder op imod 30 forskellige naturligt hjemmehørende klovbærende trofæ vildt arter.

Et andet plus man har oplevet i Sydafrika er, at den naturlige kødproduktion på et velfungerende naturområde rent faktisk er langt større hos vildtet end produktionen er på en kvægfarm, der er omfattet samme areal. Der produceres altså mere kød og bedre og billigere end hvis det var kvægfarm, og herudover kommer en betydelig merindtægt i kraft af jagten. På denne måde har naturen og jagten skabt en værdi, og i dag er ca. 140.000 mennesker i Sydafrika beskæftiget med trofæjagt. I Sydafrika kan også arterne Black Wilderbeest, Bonte Bok og Cape Mountain Zebra helt og holdent takke trofæjagten for at de ikke er udryddet i dag. De blev på udryddelsens rand reddet af Sydafrikanske jagtfarme, og disse gjorde det udelukkende fordi, det via betalt trofæjagt kunne betale sig.

Verdensnaturfonden og andre seriøse naturbevarelsesorganisationer har for længst anerkendt den regulerede og kontrollerede trofæjagt som værende et nyttigt redskab til naturbevarelse og til bevarelse af sårbare bestande af trofævildt.
Økoturisme, f.eks. fotosafarijægere, er et eksempel på en anden måde at tilføre vildtet værdi. At det i nogen grad også virker, er der ingen tvivl om, men det er bare langt, langt mindre effektivt end reguleret trofæjagt. Det er der indlysende årsager til. En af dem er, at økoturisme giver meget færre penge i kassen. Ud af den samlede årlige omsætning på ca. 1 mia. US$, som de privatejede naturområder i Sydafrika menes at have, kan hele 75% således tilskrives trofæjagten. Dette på trods af, at antallet af jægere kun udgør en brøkdel af antallet af økoturister.

Det er et stort problem, at økoturismen ikke skaber den omsætning i vildtbestanden, som jagten giver og som kræver meget store og sunde vildtbestande for at være bæredygtig. Fototuristerne kan i princippet klare sig med nogle få parker, hvor de samme dyr kan foto-graferes 10.000 gange, mens jagten forudsætter store naturområder og målrettet vildtforvaltningsindsats. Jægere er desuden klar til at opsøge vildtet langt ude i bushen, hvor øko-turisterne ikke kommer. Der skal som bekendt penge til naturbevarelse – mange penge – som skal helt ud i disse naturmæssigt meget vigtige områder. I disse områder længst væk fra byer og veje er det kun trofæjægerne, der er bidragsydere.

Trofæjagt, hvis den forvaltes ansvarligt, er således en af de bedste indirekte metoder til bevarelse af både vildtet og dets biotoper i verden. Mange jægere er som nævnt, dyr og naturelskere. Det må dog anslåes at jægere går på jagt, først og fremmest for deres egen og sportens skyld. De penge, der gives af jægeren til jagten, gives således ikke i første række til naturbevarelse for naturens skyld. I hvert fald ikke direkte. Men nettoresultatet er det samme, uanset jægerens intentioner og motiver. Det ligger i forudsætningen for jagten og især for trofæjagten og dermed er naturen og vildtet den store vinder uanset hvad.

Jagt er – og har i mange årtier været – et hedt debatemne. Det gælder ikke mindst international trofæjagt. Blandt ikke-jægere florerer der en masse fordomme og misforståelser omkring moderne jagt. Folk kan ikke umiddelbart forliges med rimeligheden i at jægere nedlægger arter, som er truede. Det er tragisk, for manglende forståelse fører til hadske udfald og unødige restriktioner imod jagten. Årtiers praktiske erfaringer og saglig dokumentation for, at jagten er et godt redskab til naturbevarelse, er ikke nok til fuldstændig at forhindre angreb baseret på fordomme, ideologier og uvidenhed. Men heldigvis bliver der jo for hver dag flere og flere der ser lyset i, hvor vigtig den kontrollerede trofæjagt er for mange af verdens bestande. Verdens mest sårbare bestande og verdens mest sårbare naturområder overlever ikke, hvis skrivebordsgeneralers ukorrekte fordomme, ideologier, misforståelser og manglende kendskab til de reelle forhold for lov til at regere. De reddes kun ved, at de har en egen værdi og dermed ved at kunne skaffe store pengebeløb til lokalbefolkningen og det land, de lever i, og de penge skaffes i meget stor udstrækning af de internationale trofæjægere.

×

× Chat Live på WhatsApp